Skal du starte helt nyt job, eller har du arbejdet hos den samme virksomhed i en længere periode? Uanset hvilken af de to situationer, du står i, bør du forberede dig på en lønforhandling. Vi giver dig her seks tips til, hvordan du gennemfører en lønforhandling succesfuldt – med andre ord hvordan du opnår det, du gerne vil.
1. Dokumentér dine succeser
I virkeligheden bør du forberede dig på lønforhandling året rundt. Notér dine succeser ned og find gerne en måde at dokumentere dem på over for din kommende chef.
Hvis du har haft den samme chef i mange år, bør du året igennem gøre opmærksom på dine resultater, så chefen ikke er i tvivl om dine kompetencer og finder dig uundværlig for virksomheden. Ved løbende at gøre opmærksom på dig selv, bliver det lettere for dig at fremføre din lønkrav til lønforhandlingen og få succes med dem.
2. Tjek lønstatistikken for din stilling
Find ud af hvordan lønnen er i din branche. Hvis du er medlem af en fagforening, kan du forhøre dig der, eller du kan finde lønstatistikker på internettet, som viser gennemsnitstal for, hvad folk med en bestemt stilling tjener. Er din løn lavere end gennemsnitslønnen for din faggruppe, er dette et godt argument for en lønstigning.
3. Sæt dig ind i virksomhedens økonomi
Find ud af hvor god eller dårlig virksomhedens økonomi er. Hvis virksomhedens økonomi er dårlig, er det næppe en særlig god idé at forlange en lønstigning på 20 %. Har virksomheden derimod en god økonomi, kan du godt tillade dig at forlange en pæn lønstigning, som naturligvis stadig skal være realistisk i forhold til din egen indsats.
Et almindeligt argument mod at give dig en lønstigning, er, at økonomien ikke er til det. Dette argument kan du hurtigt feje af vejen, hvis du har undersøgt virksomhedens økonomi på forhånd, og fundet frem til at den er god.
4. Overvej alternativer til lønstigning
Hvis det ikke går så godt for virksomheden rent økonomisk, findes der heldigvis alternativer til en reel lønstigning. Undersøg hvilke personalegoder der er til stede i virksomheden, eksempelvis firmabil, mobiltelefon og forsikringer og sæt dig ind i reglerne for disse personalegoder, så du har noget at forhandle med.
Personalegoder kan også være et supplement til lønstigningen. Hvis du ikke får en så høj lønstigning, som forventet, kan det være, at chefen derimod har mulighed for eksempelvis at stille dig en firmabil til rådighed, som supplement til en mindre lønstigning.
5. Sæt et mål
Hvor meget er du værd? Det kan være svært at svare på det spørgsmål, men efter at have listet dine succeser op og tjekket op på lønstatistikker, burde det være nemmere for dig at svare på.
Sæt et helt konkret mål for hvad du vil have ud af lønforhandlingen – og sæt det gerne lidt højere end det du rent faktisk forventer, så der er lidt at forhandle med. Det er sjældent, at chefen går med på det allerførste lønkrav, du fremstiller. Som en rettesnor for forhandlingen bør din løn minimum stige med den procentsats, som forbrugerindekset er steget med det seneste år – du kan se stigningen her.
6. Hav argumenterne klar
Formulér nogle få, konkrete argumenter for, hvorfor du fortjener lige netop den lønstigning, du beder op. Øv dig på argumenterne op til lønsamtalen, så du fremstår sikker i forhandlingssituationen. Under en lønforhandling skal du pakke din ydmyghed væk, for den vil kun få dig til at fremstå usikker på dig selv og dine evner, hvilket selvsagt ikke vil overbevise chefen til at give dig lønforhøjelse.
Læs også: A-kasse og fagforening – en samlet pakke?
Med de rette argumenter klar bør du kunne overbevise chefen om den lønstigning, du kom for. Hvis ikke det skulle være tilfældet, bør du udtrykke din utilfredshed over for chefen, da det muligvis kan fremrykke næste lønforhandling. Husk desuden at afslutte lønsamtalen i en god tone, så I fortsat kan se hinanden i øjnene, næste gang I ses på kontoret.
Når du skal til lønforhandling, kan det være en rigtig god idé at være medlem af en fagforening. En fagforening kan nemlig give dig støtte til din lønforhandlingen. Hvis du er i tvivl om hvordan du skal få overblikket over priserne på a-kasser med og uden fagforening, kan du sammenligne mulighederne. Den billigste løsning er ikke nødvendigvis den dårligste, så der er gode penge at spare på at undersøge hele markedet. På sammenligninsportalen Samlino.dk får du nemt overblikket over hele markedet, så du kan finde den bedste og billigste løsning.
Comment