Samsung stopper salg af eftertragtet model
Samsungs nyeste komet på stjernehimlen, Galaxy Note 7, skulle have været klassens nye banebryder og var af flere anmeldere udråbt til være på teknologisk forkant i forhold til det eksisterende udbud. Men den sydkoreanske gigant har netop trukket stikket på modellen Note 7 efter en længere periode med et brandfarligt batteri og utilfredse kunder.
Fremtiden så altså lys ud for Samsungs nyeste stjerneskud, og efterspørgslen fik da også med det samme ben at gå på, efter lanceringen fandt sted. Men umiddelbart efter alle roserne og jubelscenerne, brød helvede løs for Samsung. Telegiganten måtte i september trække sin nye smartphone tilbage lige inden ærkekonkurrenten Apples iPhone 7 lancering. Det satte et kæmpe pres på Samsung i kampen om at blive verdens førende telegigant. Den storsælgende Samsung Galaxy Note blev kaldt tilbage på grund af risiko for brand- og eksplosionsfare efter 35 tilfælde, hvor topmodellen var brudt i brand.
Og her knap to måneder efter dens lancering, vælger Samsung at lukke og slukke endeligt for produktionen af et af deres største flop nogensinde. Dette er også efter, at Samsung ihærdigt har prøvet at tilbagekalde og ombytte den første serie af modellen. Men da den efterfølgende “fejlrettede” serie, viste sig også at udgøre en lignende fare som den første, valgte Samsung i dag at indlede et officielt salgs- og produktionsstop.
Hvad sker der så nu?
Galaxy Note 7 skulle have landet i de danske butikker d. 9 september og det havde hos flere selskaber været muligt at forudbestille den. Der var dog ikke nogle som nåede at få hænderne i den brandvarme telefon, selvom flere danskere allerede havde forudbestilt telefonen. Disse personer kan nu vinke farvel til deres plads i køen. Værd at nævne er det dog, at der forventes en ny Samsung Galaxy S8 til foråret 2017, som formentlig vil komme til at blive en massiv opgradering, så Samsung kan pleje deres nu yderst ødelagte ry.
Læs også: Kæmpe pristjek: Her får du iPhone 7 billigst!
Skulle det over alt forventning have lykkedes dig, at få fat i en Galaxy Note 7 opfordres du til at slukke telefonen og derefter indlevere den til købsstedet. Herefter vil du få købet godtgjort i form af penge eller en anden tilsvarende telefon. Så det er altså ikke fordi, at de private brugere kommer til at lide under det stor fejltrin fra Samsung. En helt anden sag er det dog med Samsung og dets aktionærer, som kommer til at stå tilbage med en kæmpe regning og værditab, der ligeledes får store konsekvenser for Samsungs ellers yderst lovende Note-brand.