Desværre lander et stigende antal danskere i Experian, som i daglig tale kaldes for RKI eller Ribers. Man kommer dog ikke i RKI uden videre, men hvis man ikke betaler sine regninger eller ikke betaler til tiden, kan man risikere, at virksomheden går videre til
inkasso, og derefter kan man ende i RKI - hvis man stadig ikke betaler. Inden sagen sendes til inkasso, kan virksomheden maksimalt sende op til tre rykkere á 100 kr. med minimum 10 dages mellemrum. Der er dog ingen regler for, hvor mange rykkere du skal have modtaget. Hvis du på trods af rykkerne ikke betaler, kan virksomheden gå videre med sagen til inkasso, men da har virksomheden pligt til at give dig en frist på mindst 10 dage til at betale gælden. Virksomheden er på denne måde forpligtet til at underrette dig, inden de sender sagen videre til inkasso. Selvom det kan være ubehageligt at åbne rudekuverter, er det dog ikke helt billigt at udskyde sine regninger. Ofte tillægger virksomheden nemlig et gebyr på 100 kr. pr. rykker, og hvis du får tre rykkere, bliver din regning pludselig 300 kr. dyrere. Ud over rykkergebyret skal du også betale inkassoomkostninger til advokaten eller inkassobureauet. Det kan derfor godt betale sig at betale sine regninger til tiden, eftersom gebyrerne hurtigt kan løbe op, og måske endda overstige det oprindelige beløb som du skulle have betalt. Hvis du stadig nægter at betale beløbet til inkassofirmaet, kan din sag ende i retten. Er du kommet i klemme i en inkassosag, kan du få gratis juridisk rådgivning og hjælp hos advokatvagterne.dk eller hos Konkurrence- og Forbrugerstyrelsens hjælpenummer: 70 13 13 30