Den nye streamingtjeneste bliver tilgængelig i Danmark den 1. marts og kommer til at koste 49 kroner om måneden.
Hvis du er en af dem, der elsker reality-tv som ‘The Kardashians’ og ‘Real Housewives’, så kan du godt begynde at glæde dig til den 1. marts, hvor streamingtjenesten Hayu bliver tilgængelig i Danmark, skriver Mediawatch.
I modsætning til de helt store spillere på streamingmarkedet herhjemme som Netflix og HBO, er Hayu nicheorienteret og vil kun fokusere på reality-tv, hvor de har et udbud af flere end 150 serier – herunder blandt andre de verdenskendte serier ‘Keeping Up With the Kardashians’ og ‘The Real Housewives’.
Med en pris på kun 49 kroner om måneden betyder det samtidig, at de nuværende udbydere af reality-streaming herhjemme som Viaplay og Dplay kommer til at få en konkurrent, der med det samme kommer ind og lægger sig på et prisniveau, der ligger et stykke under deres.
Hayu er ejet af amerikanske NBC Universal og i november sidste år blev det lanceret i Norge, hvor det har været udbudt sammen med TV2 Sumo.