Hvis du vil undgå røde tal på kontoen, så er det en rigtig god ide med et budget. Hvis du har en lav indkomst, kan dit budget hjælpe dig med at få et overblik over dine indtægter og udgifter. Starter du dit budget nu, så er det en god idé at tænke hele året med, så du også får de udgifter med, du kun skal betale kvartalsvis eller 1 gang om året.
Se også: Guide: Det skal du vide om mobilabonnementer
Når du skal lægge dit budget, giver det et godt overblik, hvis du inddeler dine penge i tre puljer:
dine indtægter (løn, SU, dagpenge, børnepenge osv.)
dine faste udgifter (husleje, el, vand og varme, afbetalinger, telefon osv.)
dine variable udgifter (mad, byture, rejser, shopping osv.)
Dine indtægter er kort fortalt det, du hver måned får udbetalt fra dit job eller a-kasse plus eventuelle offentlige ydelser som SU, boligstøtte, eller kontanthjælp. Har du varierende indtægter, kan du tage dit samlede udbetalte beløb det seneste år og dividere det med 12 for at finde et cirka-beløb at gå ud fra.
Dine faste udgifter er de udgifter, som du betaler månedligt, kvartalsvis eller årligt. Det kan være udgifter som husleje, telefonregning og forsikringer. Det kan også være afdrag på lån eller elektronik købt på afbetaling. Hvis du nemt vil have et overblik over dine faste udgifter, kan kan du med fordel tage et kig på din betalingsoversigt på netbank. Husk, at de regninger der ikke betales hver måned også skal med i budgettet.
Dine variable udgifter er de udgifter, der varierer fra måned til måned. Nogle måneder er der mange fødselsdage, et bryllup eller en dyr rejse, men det er også de udgifter, du ikke kan vide dig sikker på. Det kan være, du skal akut til tandlæge, eller skal skifte den gamle vinterfrakke ud med en nyere model. Det kan være svært at have et overblik over sine variable udgifter, men prøv at medregne så mange af dem, som muligt. På den måde er der mindre risiko for, at du ender med at skulle leve af luftsteg og vindfrikadeller sidst på måneden.
Se også: Guide: Det skal du vide om forbrugslån
Hør Samlinos podcast om budgettering
Hvis du måned efter måned oplever, at dine faste udgifter gør det svært at få budgettet til at holde, så er det på tide, du tager den kritiske brille på og giver dit forbrug et eftersyn.
Læs også: Hvordan sikrer man sig bedst mod arbejdsløshed
Der er mange af de faste udgifter, vi bare lader passe sig selv. Faktisk er der mange penge at spare årligt, hvis man genovervejer sine forskellige abonnementer. Hvis man eksempelvis har haft det samme mobilabonnement i årevis, og trofast betaler regningen, kan det være, man betaler mere end nødvendigt. Faktisk er tendensen, at danskerne ikke tjekker op på priserne på f.eks. forsikringer, a-kasser eller bredbåndsforbindelse, men bare lader PBS styre regningerne. Hvis du bruger vores sammenligningsportal til at finde de bedste tilbud på markedet lige nu, kan der være mange penge at spare på sigt. Du kan sammenligne priserne hos mange forskellige selskaber såsom Fullrate, Telmore, DLG Tele og mange andre. God fornøjelse med budgettet.