Fredag morgen kl. 00.01, når kalenderen tager hul på 24. november, går det løs. Årets Black Friday bliver skudt i gang med tusindvis af tilbud, og forventningen er, at omsætningen kommer til at overstige de TO milliarder kroner, som rekorden lød på i 2016.
Klar, parat, køb!
Hos Samlino.dk elsker vi gode tilbud – især hvis de rent faktisk ER gode. Desværre er der hvert år eksempler på tilbud, som er for gode til at være sande. Nogle er falske udsalgspriser, andre er direkte svindel med hjemmesider oprettet af kriminelle i udlandet.
Men det kan være svært at gennemskue i kampens hede, når butikkerne slår på, at der kun er få varer tilbage, og at vinduet, hvor du kan spare 70 procent, i øvrigt lukker lige om lidt.
Derfor har vi på Samlino.dk lavet en liste med gode råd til dig, som har planer om at gøre et kup eller to i løbet af Black Friday. Både så du kan undgå fælderne, og så du kan gøre de rigtige kup.
Afdæk dit behov
Impulskøb kan være uhyre farlige på en dag som Black Friday, hvor du som forbruger bliver bombarderet med tilbud. Det er derfor en rigtig god ide på forhånd at finde ud af, hvad men egentlig har brug for – og gå målrettet efter den vare i tilbudsjunglen.
Tjek prisen flere steder
Undersøg markedet, inden du køber. Jo flere sider du kan nå igennem, jo bedre et overblik har du over, hvad din vare egentlig koster. Det sikrer også, at der er lavere risiko for, at du lader dig snyde af et tilbud, hvor du kan spare X procent – procenter kan snyde, hvis du ikke ved, hvad varen koster i en anden butik, så se altid på prisen i danske kroner, når du skal vurdere, om et tilbudt er godt.
Pricerunner.dk, edbpriser.dk og samlino.dk giver alle gode overblik over markedet alt efter, hvilken slags vare du er på jagt efter.
Er der returret?
Hvis du køber dine varer online, er du ifølge EU-lov sikret 14 dages returret. Det samme er i udgangspunktet ikke tilfældet, hvis du handler i en fysisk butik. Nogle butikker tilbyder det dog alligevel, og det kan aldrig skade at se, om man kan få det med i handlen, så man stiller sig selv bedst muligt.
Når du køber, er det i øvrigt en god ide at betale med kort – som forbruger giver det dig flere rettigheder via betalingstjenesteloven, ikke mindst hvis du skulle blive udsat for svindel. Apropos svindel: Hvis du ikke kender det firma, som har tilbuddet, så se altid, om du kan finde ud af, hvem der står bag. En god tommelfingerregel er at læse ”om os”-afsnittet på hjemmesiden. Er der mange stavefejl eller dårligt sprog i teksten, er der en risiko for, at den er lavet af folk i udlandet, som formentlig ikke er værd at handle med.
Pas på med afbetaling
Black Friday er traditionelt en dag, hvor der bliver strikket mange kreative tilbud sammen, og hvor der er mange, der lader sig friste af tilbud, som de egentlig ikke har råd til. Mange firmaer tilbyder, at man som kunde kan købe på afbetaling, og her skal man se sig godt for og læse alt det med småt, hvis man ikke vil komme galt afsted. ÅOP (årlige omkostninger i procent) er et af de begreber, du skal holde nøje øje med, når du optager lån.
ÅOP viser dig alle de udgifter, du skal betale i forbindelse med lånet. Det vil sige gebyrer, renter og andre udgifter. Der er ikke nogle regler for, hvor højt firmaerne må skrue op for ÅOP i Danmark, så sæt dig grundigt i aftalen, ikke mindst i forhold til, hvordan du forpligter dig til at afdrage, hvis du vælger at handle på denne måde.
Gammel model?
Mange firmaer benytter Black Friday som anledning til at slippe af med sidste års modeller. Sæt dig derfor grundigt ind i, hvilken model, der er tale om, og om der er kommet nyere versioner på markedet, når du læser tilbuddet.
Trods ovennævnte, er det vigtigste råd af dem alle imidlertid nok: Brug din sunde fornuft! Hvis noget virker for godt til at være sandt, er det det nok. Og hav så ellers en fantastisk Black Friday!
BH
Kristian Pitzner-Jørgensen
Adm. Direktør Samlino.dk