8 ud af ti forældre sikrer ikke deres barns smartphone

|Posted by | Aktuelt, Alle opslag, Mobilabonnement, Tips og tricks

smartphone til barn

Over halvdelen af de danske forældre er bekymrede for, hvad deres børn bliver udsat for på internettet – alligevel vælger få at sikre deres børns smartphones mod stødende indhold, viser ny undersøgelse fra Samlino.dk

Børn bliver stadig yngre, når de får deres første smartphone, og selvom mange forældre er bekymrede for, hvad deres børn bliver udsat for på internettet, er det de færreste, der børnesikrer deres børns smartphones.

Det viser en ny rundspørge, som analyseinstituttet YouGov har foretaget for sammenligningstjenesten Samlino.dk.

Her svarer 78 procent, at de ikke har lavet børnesikring på deres børns smartphones, selvom over halvdelen af forældrene erkender, at de er bekymrede for, hvad deres børn bliver udsat for på internettet.

Og kombinationen af at børn bliver stadig yngre, når de får deres første smartphone samt at de bruger rigtig mange timer med den i hånden, bør få forældre til at sikre deres børn bedre, lyder opfordringen fra Kristian Pitzner-Jørgensen, der er direktør hos Samlino.dk

– Internettet er en uendelig verden, der kan være svær at navigere i for børn og unge, selv om man som voksen prøver at klæde dem på. Derfor kan det være en god idé at sætte sig ind i de muligheder, der er for at skærme dem for bestemt indhold og på den måde beskytte de unge øjne, siger Kristian Pitzner-Jørgensen, der pointerer, at det kun tager få minutter at indstille børnesikring på en smartphone.

Guide: 5 gode råd til forældre om at sikre børns brug af smartphones og tablets

1. Tal med dit barn om god opførsel på nettet. Lad være med at dele personlige oplysninger, hold altid dine passwords hemmelige, og få fat i en voksen, hvis der er ubehagelige eller stødende oplevelser

2. Begræns indhold på Youtube. Gå ind i ‘indstillinger’ og find ‘begrænset tilstand’ i bunden af siden og vælg ‘slå til’. Så bliver voldeligt og vulgært indhold filtreret væk.

3. Brug ‘familiedeling’, hvis i bruger Apple-ID. På den måde skal du gennemse og godkende køb, dit barn vil foretage. Derudover kan du slette apps og andet indhold fra dit barns smartphone og tablet.

4. Lav en selvstændig brugerkonto for dit barn, hvis i deler tablet eller barnet låner din smartphone.

5. Overvej at køb et særligt mobilabonnement målrettet børn, hvor der fra starten er lavet sikringer, der skærmer for ubehageligt indhold som erotik og voldeligt indhold.

Sådan laver du børnesikring på dit barns smartphone

iPhone:

For at få indstillet begrænsningerne skal du gå ind i appen ‘Indstillinger’.

Herefter vælger du menuen ‘Generelt’, der er illustreret med et tandhjul. I denne menu vælger du undermenuen ‘Begrænsninger’.

Hvis det er første gang du bruger denne menu, skal du vælge en fire-cifret kode. Vælg en kode som dit barn ikke kan gætte, da denne kode bruges til at lave ændringer i begrænsningerne. Under menuen ‘Begrænsninger’ kan du vælge, at enten begrænse eller helt fjerne dit barns adgang til en række apps og indhold.

Du kan for eksempel begrænse disse kategorier:

App-tilladelser: Du kan begrænse, hvorvidt dit barn har adgang til en internetbrowser, kamera, FaceTime og iTunes, samt regulere, om det må installere, slette og købe apps.

Indhold: Du kan begrænse musik og nyheder, der er under kategorien “Explicit”, film, TV og apps med aldersbegrænsninger og bøger med seksuelt indhold.

Anonymitet: Du kan bl.a. begrænse lokalitetstjenester, kontakter, bluetooth-deling og brug af mikrofon.

Android:

Har dit barn en android, har du mulighed for at bruge tilvalget ‘Forældrekontrol’. Dog fungerer det ikke på samme måde som på en iPhone, da der ikke er mulighed for at administrere indhold direkte fra telefonens indstillinger.

I stedet skal du bruge ‘Google Play-appen’, som er den du bruger, når du skal downloade apps. Hvis dit barn er under 13 år, skal du bruge appen Familiy Link. Herefter vælger du ‘Administrer indstillinger’ på kortet ‘Indstillinger’, og her vælger så du menuen ‘Administration’ i Google Play.

Er dit barn minimum 13 år, vælger du ‘Forældrekontrol’ under ‘Indstillinger’ i Google Play appen. Herefter vælger du en pinkode, som du skal bruge, hvis du ønsker at ændre i indstillingerne. Når du har oprettet Forældrekontrol som tilvalg, kan du begrænse adgang til apps og spil, musik, film, TV og bøger.

Bemærk dog, at barnet stadig vil kunne tilgå ufiltreret indhold, hvis de har et direkte link til indholdssiden.

Hvad tænker du?

Din emailadresse vil ikke blive offentliggjort. Påkrævede felter er markeret med *