Billig forsikring til hele familien

|Posted by | Alle opslag, Bilforsikring, Forsikring

Billig forsikring til hele familien og par.

Forsikringsmarkedet kan for mange være svært at overskue. Det kan som forbruger derfor være nemmere at indhente priser fra et af de mest kendte selskaber og træffe en beslutning på baggrund af det. De fleste forsikringsselskaber tilbyder også en samlerabat, hvis man samler flere forsikringer hos dem, og man kan derfor også være tilbøjelig til at samle alle forsikringer i et selskab. Men er det nødvendigvis den billigste løsning?

Vi har undersøgt, hvor henholdsvis en familie og et par kan få alle deres forsikringer billigst. For familien har vi altså hentet priser på hus-, indbo-, ulykkes– og bilforsikring. Da vores testpar bor i lejebolig, har vi til dem kun hentet priser på indbo-, ulykkes-, og bilforsikring.

For familien var den billigste løsning at sprede deres forsikringer hos fire forskellige selskaber. Hvis de ønsker at gøre brug af samlerabat, ville denne løsning være 2.300 kroner dyrere årligt. Ønsker de dog alligevel at samle alle forsikringer i et selskab, vil det billigste selskab for dem være Alka. Interessant at nævne i denne forbindelse er det dog, at Alka som et af de eneste selskaber ikke tilbyder samlerabat – og alligevel er de i vores test case de billigste.

For parret derimod er den billigste løsning at samle alle forsikringerne hos If Forsikring og få samlerabat. Med denne løsning kunne de spare 588 kroner i forhold til at sprede forsikringerne.

Vores undersøgelse viser altså, at hvilket selskab, der er det billigste, og hvorvidt det kan betale sig at gøre brug af samlerabat, er meget individuelt. Hvis du og din familie er interesserede i at finde ud af, hvorvidt i kan spare penge, gælder det om at sammenligne alle jeres forsikringer. Og det er lige netop det, vi er her for at hjælpe dig med.

Du kan finde en oversigt over de priser vores testfamilie og par kunne få nedenfor.

Billigste forsikringer til familie

Vores testfamilie består af to forældre på 37 år, med to børn på henholdsvis 11 og 5 år.

Indboforsikring

Den billigste indboforsikring for familien var at finde hos GF Forsikring, der kunne tilbyde familien en pris på 2.770 kroner. Denne pris er over 2.000 kroner lavere end analysens dyreste.

Ulykkesforsikring

Ulykkesforsikringen skulle tegnes hos Tryg Forsikring til en pris på 3.168 kroner. På ulykkesforsikringen var det for familien muligt at spare hele 4.450 kroner ved at vælge den billigste fremfor den dyreste udbyder.

Husforsikring

Husforsikringen for familien var billigst hos Alka med en pris på 5.231 kroner årligt. Det gør den billigste husforsikring over 6.000 kroner billigere end testens dyreste. Den udbyder, der kunne komme nærmest denne pris, er GF Forsikring. Dette selskab kunne tilbyde familien en forsikring til 6.352 kroner.

Bilforsikring

Familien kunne endeligt få den billigste bilforsikring ved NEXT Forsikring, der kunne give dem en pris på 4.733 kroner. Denne pris ligger næsten 3.500 kroner lavere end den dyreste. Ligeledes kunne Alka og Tryg også begge tilbyde familien en attraktiv pris på kaskobilforsikringen, der ligger væsentligt under gennemsnittet.

Samlet pris med og uden samlerabat

Den billigste løsning for familien med børn var altså at sprede løsningen mellem fire forskellige forsikringsselskaber. Med denne løsning kunne familien nemlig få en samlet pris på 15.902 kroner om året for alle deres forsikringer. Denne samlede pris er hele 16.088 kroner billigere end den dyreste kombination og over 7.500 kroner billigere end den gennemsnitlige pris. Ved at vælge de billigste forsikringer fra forskellige selskaber sparer familien 2.300 kroner i forhold til at vælge den billigst mulige pris med samlerabat.

Billigste forsikringer til par

Vores testpar er henholdsvis 30 og 31 år gamle og bor i Frederiksberg C.

For parret var den billigste løsning at samle alle forsikringer hos et selskab og dermed opnå samlerabat. Med samlerabat kunne parret nemlig få en samlet pris af 8.211,40 kroner årligt på forsikringer fra If Forsikring.

Valgte parret i stedet at sprede forsikringerne hos hver af de billigste selskaber uden at få samlerabat, ville den samlede pris blive 8.799 kroner – altså 588 kroner dyrere.

Indboforsikring

Indboforsikringen fra If Forsikring tilbydes med 20% samlerabat, og prisen for parret kommer derfor ned på 1.622 kroner årligt. Uden samlerabat ville parret kunne få den billigste indboforsikring fra GF Forsikring.

Ulykkesforsikring

På ulykkesforsikringen tilbyder If Forsikring også 20% samlerabat. Det betyder at prisen kommer ned på 3.000 kroner årligt for parret.

Bilforsikring

På kaskobilforsikring tilbyder If Forsikring som udgangspunkt 15% samlerabat. Da parret har en Volkswagen Up!, kan de dog få 20% rabat. Det skyldes, at If har en særlig aftale med dette bilmærke. Prisen på kaskoforsikringen vil derfor være 3589 kroner.

Hvad tænker du?

Din emailadresse vil ikke blive offentliggjort. Påkrævede felter er markeret med *