Har du tjekket vejrudsigten? Det bliver koldt i nat med udsigt til nattefrost i den kommende tid, og minustemperaturer kan betyde frostskader. Desværre oplever mange danskere frostskader i deres hjem eller sommerhus. Den mest typiske frostskade er sprængte vandrør, og det kan være dyrt at udbedre skaderne. Så hvad skal man gøre, for selv at forebygge frostskader, og dækker forsikringen i øvrigt, hvis det sker?
Forebyg frostskader
Forebyggelse frem for behandling, siger de kloge. Og der er noget om snakken, for i stedet for at vente på at skaden er sket og så gå i gang med at reparere, er det både rarest og billigst, hvis man kan undgå at de overhovedet opstår. Vinteren har meldt sin ankomst tidligt i år, men det betyder ikke, at det allerede er for sent, at begynde forebyggelsen mod frostskader.
Tjek også: Guide: Gør din bil vinterklar
Inden frosten for alvor tager fat, er der en række ting, du kan gøre for at minimere risikoen for skader på dit hus. Når frosten er forvarslet, er det en god idé at salte arealet ved dit hus – Husk også at salte fortovet!
Derudover skal du sørge for at holde alle rum i dit hus opvarmede. I langt de fleste tilfælde vil forsikringen ikke dække, hvis du får en skade, som følge af en ikke tilstrækkelig opvarmning. Alka skriver eksempelvis i sine betingelser: Forsikringen dækker ikke skade i lokaler, der ikke er tilstrækkeligt opvarmet, med mindre skaden skyldes et tilfældigt svigt i varmeforsyningen.
En tommelfingerregel er, at du bør opvarme alle rum i huset til mindst 14-15 grader. Vær særligt opmærksom på rør i rum, der måske ikke normalt er varmet op. Hvis budgettet tillader det, kan du også overveje at lægge varme i gulvet, således kan du holde tæerne varme, samtidig med at du undgår at rørene under gulvet fryser til.
Det er nu også et godt tidspunkt at lukke for vandtilførslen til haner og slanger, der løber udenfor dit hjem. Du bør herefter sikre dig, at de er tømt for vand. Du kan også skifte dine haner til typer, der kan tåle frost. Så slipper du for skader og bøvlet med at udskifte dem.
Mens der er frostvejr
Gennemgå hyppigt alle dine rum i huset for at sikre, at de er ordentligt opvarmede. Tjek jævnligt området foran dit hus, så du er sikker på, at det fortsat er forsvarligt at færdes. Under hård frost skal du sikre dig, at der ikke er farlige istapper hængende fra dit hus eller carport, da der kan være stor risiko ved at lade dem hænge.
Hvis du har et sommerhus, skal du være særligt opmærksom på dette, da det er ekstra udsat for frostskader, eftersom det højst sandsynligt står tomt det meste af året. Varm sommerhuset op til 12-14 grader. Besøg sommerhuset jævnligt, hvis dette er en mulighed, eller lav aftale med en nabo, at de kan tjekke det for dig. Kom antifrostvæske i toilettet, hvis det skal stå tomt i længere tid, så du kan undgå, at det fryser til. Sørg også for at have cirkulationspumper kørende i perioder med hård frost.
Tjeklister til frostsikring
Frostsikring af dit hus
- Vedligehold dit hus og udbedre revner i sokkel og murværk
- Sørg for at alle rum har en minimumstemperatur på 14-15 grader
- Luk for vandet til udendørshaner og tømme dem for vand
- Sørg for at ventilationskanaler og udluftningshætter ikke er tilstoppede og frit kan ventilere
- Fjern sne og is fra tag, tagrender og nedløbsrør
- Sørg for at inddækninger ved for eksempel ovenlysvinduer og skorstene, er tætte
- Sørg for at rør i loftsrum og andre yderlige steder, er isolerede
Frostsikring af dit sommerhus
- Varm alle rum op til 12-14 grader
- Rens tagrender for skidt og snavs
- Kontroller taget for huller og revner
- Få lukket sommerhuset ordentligt at til vinteren, hvilket indebærer at lukke for vandet ved hovedstophanen, tømme alle vandhaner for vand og tømme eller frostsikre toiletter og cisterner samt vaske- og opvaskemaskiner.
Sørg for at tilse sommerhuset jævnligt i vinterperioden eller få en nabo til at holde øje med det. Jo før en frostskade opdages, desto nemmere er den at udbedre.
Læs også: Sådan anmelder du stormskader
Når skaden er sket
Skulle skaden alligevel ske, bør du anmelde frostskaden til dit forsikringsselskab. Om din husforsikring dækker den anmeldte frostskade afhænger først og fremmest af, hvad årsagen til frostskaden er. Hvis det eksempelvis skyldes, at rummene i huset ikke har været tilstrækkeligt opvarmede, dækker forsikringen ikke, da det i så fald betragtes som din egen skyld. Eneste undtagelse er dog, hvis der er tale om en svigtende varmeforsyning, som du ikke selv har haft indflydelse på.
Har du omvendt taget dine forholdsregler i forhold til rumtemperatur, vedligeholdelse af sokkel og murværk med mere, vil forsikringsselskabet typisk dække dine frostskader. Altså skader der sker ved lave temperaturer, snefald og efterfølgende optøning. Sørg dog for at tjekke op på præcis hvad din forsikring dækker, da det kan variere fra forsikringsselskab til forsikringsselskab.
Hvis du har et sommerhus, er det den såkaldte fritidshusforsikring, der dækker skaderne på sommerhuset.
Læs også: Det dækker din bilforsikring ikke
Det er ikke kun dit hus, der skal sikres mod vejret. I et land som Danmark, er vi vant til at vejret tærer. Men faktisk dækker forsikringsselskabet ikke altid skader på din bil, som er forårsaget af vejret. Så hvis din bil lider under vejret, er det måske en god idé lige at læse op på hvordan dit forsikringsselskab dækker ved vejrskader. Der kan være mange penge at spare ved at sammenligne priser på forsikringer, og skifte til det alternativ, der er billigst og alligevel dækker dine behov. Det kan du nemt gøre på vores sammenligningsportal, Samlino.dk.