Din bil koster penge når den står stille, hvorfor ikke tjene penge på at leje den ud? Udlej din bil privat og tjen op til 20.000 kroner om året.
Du har måske allerede hørt salgstalerne fra GoMore, Snappcar og andre sider, der tilbyder dig at tjene penge på at udleje din bil privat. Inden du går i gang, er der dog en række spørgsmål, du skal have svar på. Vi hjælper dig med at svare på de vigtigste.
1. Er det overhovedet lovligt?
Når det kommer til privat biludlejning fra GoMore såvel som andre sider, er lovgivningen overvejende præget af gråzoner. Brancheorganisationen Danske Biludlejere hævder, at det er ulovligt, men i følge Justitsministeriet, er dette altså ikke tilfældet.
Dermed ikke sagt, at du frit kan drive udlejningsvirksomhed fra din carport. Bliver din udlejning så systematisk, at den får erhvervsmæssig karakter, er der straks en lang række krav, du skal opfylde.
Grænsen for hvor meget udlejning, der er for meget, er uklar. Da der endnu ikke er nogen retspraksis på området, er det domstolene, der vil skulle træffe afgørelsen.
Læs også: Deleøkonomi: Det skal du være opmærksom på
2. Er jeg dækket af forsikring?
Nogle af udlejningsplatformene inkluderer forsikring og vejhjælp i deres gebyr. Eksempelvis har GoMore en forsikringsaftale, der i de fleste tilfælde vil dække de skader, der kan opstå i forbindelse med udlejningen.
GoMore’s forsikringsaftale indeholder kasko, ansvar og vejhjælp. Forsikringen gælder i Danmark, samt ved udlandskørsel i EU og lande omfattet af det grønne kort.
Det vil sige, at du altså er dækket, hvis din bil ved udlejning er i et uheld, bliver stjålet, får stenslag eller bortkommer.
For GoMore gælder det dog, at du som ejer har en selvrisiko på 5% af bilens handelsværdi, og som minimum af 10.000 kroner. Hvis du er den stolte ejer af Danmarks mest solgte bil, vil du altså skulle af med 10.000 kroner af egen lomme, hvis din bil forsvinder i forbindelse med udlejningen.
GoMores forsikring dækker ikke mekaniske skader. Denne type skade kan opstå, hvis lejeren eksempelvis påfylder forkert brændstof eller kører uden tilstrækkelig olie.
Skal din bil til reparation som følge af en skade fra udlejning, vil en erstatningsbil heller ikke være dækket af forsikringen.
Hvis du vælger at udleje din bil via en udlejningsportal, der tilbyder forsikring, er det utrolig vigtigt, at du læser forsikringsbetingelserne grundigt igennem inden udlejning.
Læs også: Er jeg forsikret, når jeg kører en andens bil?
3. … men hvad så med min egen forsikring?
Spørger du måske dig selv. Her er svaret ikke helt så lige til. Hvis du bruger din bil til et andet formål, end du plejer, skal du altid huske at rådføre dig med dit forsikringsselskab.
Nogle selskaber kan betragte det, at du udlejer din bil ud, som en væsentlig ændring i bilens anvendelse. Det betyder, at en sådan brug kan influere prisen og dækningen på din forsikring.
Læs også: Dækker din bilforsikring?
Hvis du er utilfreds med dækningen eller prisen på din forsikring, eller du måske bare ønsker en uforpligtende sammenligning af markedet, kan du hurtigt få et overblik her på Samlino.dk, hvor vi sammenligner forsikringer fra eksempelvis IF Forsikring og Runa.
4. Hvad kan jeg tjene på GoMore?
Hvis du udlejer din bil gennem en udlejningsportal, som GoMore eller SnappCar, kan du som regel sætte udlejningsprisen selv (indenfor rimelighedens grænser). Dagsprisen for leje af privat bil ligger som udgangspunkt omkring 250-300 kroner.
Det er dog ikke ensbetydende med at du kan tjene 300 kroner om dagen. Først og fremmest kræver de fleste udlejningssider et sevicegebyr. I GoMore’s tilfælde er gebyret 20%, hvor det hos SnappCar er 30%.
Derefter skal du betale skat af den resterende indtægt. Det vil afhængigt af din indkomst være minimum 40%. Det er dog muligt at få fradrag for de udgifter, der er forbundet med udlejningen. Det inkluderer ikke faste udgifter som forsikring og ejerafgift, men kun variable udgifter som dæk, vedligehold og værditab.
Hvor meget du kan tjene, vil være meget individuelt og afhænge af en række forskellige faktorer. Før du beslutter dig for at udleje din bil, er det derfor at anbefale at lægge et budget. Her skal du inkludere:
- Udgift til dæk
- Udgift til vedligehold
- Værditab
- Beskatning
Derudover skal du vurdere hvor høj en profit, du ønsker, for at det skal kunne give mening for dig. På baggrund af dette og dit budget, kan du udregne din udlejningspris.
Du er nu klar til at træffe en velovervejet beslutning om udlejning af din bil igennem GoMore, SnappCar eller en helt tredje side.