Mørket og kulden har meldt sin ankomst, og våde, glatte veje er en realitet. Det betyder også, at det er blevet tid til at gøre din bil klar til vinteren, så du sikrer dig og dine medpassagerer bedst muligt. Vi guider dig igennem alle dele af din bil – lige fra dæk til vinduesviskere.
1. Skift til vinterdæk
Hvis du har vinterdæk liggende, er det nu, du skal skifte dine sommerdæk ud. Har du ikke nogle vinterdæk, bør du anskaffe dig dem nu, inden det for alvor bliver vinter, og de bedste vinterdæk er udsolgt. Tjek at mønsterdybden på dækkene er minimum 1,6 millimeter – gerne mere – da det sikrer et godt vejgreb.
Det er helt lovligt selv at foretage et skifte til vinterdæk. Det handler udelukkende om, hvorvidt du føler dig kompetent nok til det. Et dækskifte på et værksted koster som regel mellem 200 og 700 kroner. Oveni det, kan så tillægges udgifter til eventuel opbevaring af dine dæk på værkstedet.
Grunden til, at man skifter til vinterdæk, er at man får et bedre vejgreb, samt at bremselængden reduceres på de isglatte veje. Hvis du er ejer af de smarte nye helårsdæk, behøver du ikke nødvendigvis at skifte dem ud.
Hvis du vil læse nærmere om lovkravene til vinterdæk i udlandet, kan du læse dette dybdegående blogindlæg om vinterdæk og sikkerhed, så du kan komme sikkert kørende på vinterferie.
Bliver forholdende særligt slemme, kan du også skifte til pigdæk. Så kan du undgå at skøjte rundt som disse uheldige bilister:
Værd at bemærke er dog, at du kun må have pigdæk på fra 1. november til 15. april.
2. Undersøg vinduesviskere, lister og låse
Virker vinduesviskerne helt, som de skal? Særligt om vinteren er det vigtigt, at de virker optimalt, så sne, salt og vejsnavs ikke hæmmer dit udsyn og øger din risiko for at blive indblandet i en trafikulykke. Det er også en god idé at få til vane at tjekke dine viduesviskere ofte vinteren igennem. Saltning, sne, nedfaldende blade og is nedslider nemt gummien.
Det er også en god idé, at smøre dørlisterne med en silikonestift, så du kan udgå, at gummilisterne går i stykker i kulden. Hvis du stadig har en manuel lås til din bil, kan det også betale sig at bruge lidt låseolie for at undgå, at låsen fryser til.
Se også: Hvad koster det at have bil?
3. Beskyt mod rust og tjek lakken
Undgå bilens fjende nummer 1 – rust! Sørg for at karosseriet er rent og velholdt, således at din bil er bedst muligt beskyttet mod det skrappe vejsalt. Det kan du gøre ved at finde vandslange og børste frem og foretage en undervandsspuling af bilen. Det kan måske også være værd at investere i en polering, hvis ikke du har udstyret til det selv, da polering også beskytter mod rustangreb.
Hvis din bil skal komme bedst muligt gennem vinteren, er det vigtigt, at lakforseglingen er i top. Start med en grundig rengøring af lakken så du nemmere kan gennemgå bilen for eventuelle lakskader i form af ridser, stenslagsskader og mindre rustskader. Disse skader kan repareres med en lakstift, som du kan købe hos diverse bilforhandlere. Derefter skal lakken voksbehandles eller lakforsegles, hvilket du kan gøre selv eller få hjælp til af professionelle.
Læs også: Bule i bilen: Hvad gør du nu?
4. Kølervæske skal frostsikres
Få et bilværksted til at tjekke at bilens kølervæske er frostsikret – den bør være beskyttet således, at den holder mellem 25 og 35 minusgrader. Er den ikke det, er der en risiko for at slanger revner, og det kan blive en rigtig dyr fornøjelse!
5. Foretag et olieskift
Forbered bilmotoren på de kolde vintermorgener ved at foretage et olieskift. En vinterolie til hård kulde går oftest under betegnelsen 5W – 40. Sørg for samtidig at udskifte oliefilteret, da det sikrer et korrekt olietryk i motoren. Spildolien og det brugte oliefilter skal afleveres på genbrugspladsen, således at du ikke belaster miljøet mere end højst nødvendigt.
6. Oplad batteriet
Sørg for at lade bilbatteriet fuldt op, eventuelt ved hjælp af en hjemmelader, eftersom bilens strømforbrug til lys, elruder, ventilationsanlæg, sædevarme og vinduesviskere er ekstra stort i vinterhalvåret. Desuden bør du rengøre kabelforbindelserne til batteriet, hvilket kan klares med en omgang sæbevand. Kontroller også, at generatorens drivrem er tilstrækkelig stram og ikke har nogle revner.
Læs også: Er du forsikret mod frostskader?
7. Afprøv bremserne
Foretag en bremseprøve og læg mærke til om bilen bremser lige, om der kommer mislyde fra bilen, når du bremser, og om bremsepedalen kan pumpes. Hold desuden øje med bremsevæskebeholderen som har et minimum og et maksimum. Jo mere slidte bremserne er, desto længere vil bremsevæsken komme ned. Når væsken er under minimum, bør du få tjekket bremserne hos en mekaniker, da de muligvis skal udskiftes.
8. Tjek lyset
Om vinteren er det ekstra vigtigt, at alle lys og lygter virker, og at de er rene for snavs og skidt. Når frosten sætter ind, er det også en rigtig gode idé at skrabe lygterne rene for is og sne, så de andre bilister bedre kan se dig, og du bedre kan orientere dig efter forholdene på vejen.
9. Vinterudstyr
Desuden bør du have følgende ting liggende i bilen, hvis uheldet skulle være ude. tæppe, isskraber, lommelygte, førstehjælpskasse, værktøj til at skifte dæk, et ekstra dæk og startkabler. Installér i øvrigt en vejhjælps-app på din mobil, da den kan fortælle, præcis hvor du befinder dig, i tilfælde af at du får brug for hjælp.
10. Få styr på din bilforsikring
Det er særligt vigtigt, at du har styr på din bilforsikring om vinteren, hvor risikoen for bilulykker er forøget. Vores undersøgelser viser, at prisen på bilforsikring afhænger af en lang række faktorer, herunder anciennitet, alder, skadeshistorik, biltype og bopæl. Det betyder, at bare fordi Alm. Brand er de billigste for nogen forbrugere, vil de næppe også være det for en hel anden type forbruger.
Der er også stor forskel på, hvilke krav forsikringsselskaberne stiller, for at du kan blive elitebilist. Hvis du ikke allerede har opnået denne status, kan du her læse hvordan du hurtigst bliver elitebilist.
Du kan også, i vores sammenligningsportal på bare få minutter, få svar på om du kan få en billigere eller bedre bilforsikring hos et andet selskab end dit nuværende. Via vores sammenligningsportal bliver selskaber såsom Runa Forsikring og ABC Forsikring sammenlignet.
Hos Samlino.dk synes vi naturligvis at det er vigtigt at I får gjort jeres bil vinterklar og kommer sikkert frem i trafikken. Står du og skal køre til Europa i juleferien, kan du med fordel læse Bilmagasinets tips til, hvordan man kommer sikkert frem på sådan en køretur. Artiklen kan du læse her.