iPhone 6s: Betal her og nu vs. afbetaling?

|Posted by | Uncategorized
Tags: , , , ,
Afbetaling, iPhone, mobilabonnement

Skal du købe iPhone 6s på afbetaling eller kontant?

Overvejer du at købe en ny iPhone 6s? Eller måske at give en af dine kære en ny telefon i julegave? I lang tid har det været kendt, at man kun bør købe, hvad man har penge til her og nu. Afdragsløsninger har været forbundet med høje renter og gebyrer, og et produkt har i nogle tilfælde kunne ende med at koste det dobbelte efter 12 måneders afdrag.

Men er det virkelig stadig gældende? Samlino.dk har undersøgt omkostningerne ved køb af en ny iPhone 6s 64 GB ved henholdsvis en kontant udbetaling her og nu, ved afdrag på 6 måneder og ved afdrag på 24 måneder.

Læs også: Guide: Sådan vælger du den rigtige smartphone

Sådan gjorde vi:

Vi har fundet de danske teleselskaber, der sælger iPhone 6s 64GB. Dernæst har vi undersøgt, hvad prisen bliver, afhængigt af om man køber telefonen her og nu, hvis man afdrager over 6 måneder, og hvis man afdrager over 24 måneder.

Der er valgt det billigst mulige abonnement ved hvert selskab. Hos CBB og Call Me binder man sig modsat de andre selskaber ikke til mobilabonnement i 6 måneder. Vi har dog medregnet abonnement for 6 måneder ved de to selskaber alligevel, da vi antager, at alle, der køber en iPhone 6s, også skal bruge et abonnement.

Læs også: Her er teleselskabet med den bedste kundeservice

Farligt at købe på afbetaling? Faktisk ikke.

Analysen fortæller os, at du ved de fleste selskaber vil kunne købe en iPhone 6s 64GB for samme pris, uanset om du køber den her og nu, om du afbetaler over 6 måneder, eller om du vælger at gøre det over 24 måneder.

Få selskaber skiller sig ud; hos Fullrate har man kun mulighed for at købe telefonen, hvis man kan lægge pengene her og nu. Hos CBB kan man sagtens vælge en ordning med afbetaling, men her er løbetiden sat til maks 12 måneder. Og så er der OiSTER, som ved betaling her og nu og afbetaling på 6 måneder kommer ud som analysens allerbilligste løsning på 6.678 kroner, men som, hvis man vælger at afdrage over 24 måneder, ender ud som det dyreste valg på 7.758 kr.

Læs også: 5 tips til at vælge det rette mobilabonnement

”I dag ser vi, at produkter koster det samme, hvad end du har pengene til at købe dem her og nu, eller om du vælger at afdrage over adskillige måneder. Det, selskaberne tjener penge på, er i større grad dit mobilabonnement, hvorfor du vil opleve, at du i langt størstedelen af tilfældene skal binde dig til et abonnement i x antal måneder ved køb af en mobiltelefon igennem en teleudbyder”, kommenterer Kristian Pitzner-Jørgensen, direktør i Samlino.dk og fortsætter;

”At købe på afbetaling gør det muligt for mange flere danskere at kunne anskaffe sig det nyeste inden for eksempelvis elektronik, men selvom prisen i sidste ende ofte vil være den samme som ved kontant betaling, vil jeg stadigvæk råde folk til kun at købe nyt, hvis de har pengene på kontoen. Det kan være fristende at gå ned i den nærmeste telebutik og købe den smarte nye telefon, men mange glemmer at inkludere den månedlige udgift, der følger med. Og selvom det, hvis man vælger at afdrage over 24 måneder, ikke er mange hundrede kroner, der er tale om per måned, så er det alligevel en større del af et månedligt budget, der pludselig skal gå til afdrag.”

”Du bør samtidig, inden du hæfter dig til en 24 måneder lang aftale, overveje, om det er realistisk, at du har telefonen i 2 år. Hvad fortæller din telefonhistorik dig? Er du typen, der nemt mister din telefon, eller har du det med at tabe den? Mister du din telefon efter et halvt år, vil det være drøn ærgerligt at have bundet sig til fortsat at skulle afdrage i yderligere 18 måneder”, siger Kristian Pitzner-Jørgensen.

Du kan i dag sammenligne mobilabonnementer på vores sammenligningsportal, hvortil du kan finde ud af den bedste løsning for dig.

Hvad tænker du?

Din emailadresse vil ikke blive offentliggjort. Påkrævede felter er markeret med *