Alle kvinder kan finde ud af økonomi! Naturligvis har forplantningsorganerne ingen indvirkning på evnen til at tilegne sig økonomisk viden og forståelse. Men hvis kvinderne ikke bliver bedre til at interessere sig for deres privatøkonomi, stiller de sig selv i en økonomisk dårligere situation end mændene. Lad os tale lidt om kvinder og økonomi, Kvindeøkonomien og om, hvorfor kvinder stadig står dårligere økonomisk end mændene i Danmark i 2016.
De økonomiske analfabeter
Det kræver ikke meget andet end en hurtig søgning på internettet, før man kan konstatere, at kvinder og økonomi er to uforenelige størrelser. ”Kvinder elsker at shoppe. Men glæden over et nyt stykke tøj kan hurtigt blive forvandlet til sorg over bankkontoens røde tal” (Søndagsavisen), ”Den økonomiske mand og den uøkonomiske kvinde” (Information) og ”Økonomi fylder mest i kvinders kærlighedsliv” (Penge.dk) er blot tre eksempler på titler og uddrag fra artikler, der er skrevet om emnet. Så hvis man opsøger information om økonomiske forhold, der specifikt adresserer kvinder, er resultaterne skrevet ind i en kontekst, som vedrører følelser, shopping eller på anden vis understøtter ideen om, at kvinder ikke interesserer sig for økonomi og heller ikke rigtigt har kapaciteten til at forstå den. Så hvad betyder det? Er det kvinderne, der ikke interesserer sig nok for økonomi, eller er økonomisnakken ikke henvendt til kvinder. Det er den gamle snak om hønen og ægget, så vi lader begge ligge i reden for en stund.
Det billede der tegner sig er, at virkeligheden omkring økonomisk forståelse kobles til mandekønnet, og at kvindekønnet ikke bare er hægtet af på grund af interesse, men nærmere fordi halvdelen af den danske befolkning, altså kvinderne, faktisk er økonomiske analfabeter. Når artikler om økonomi konstaterer, at kvinder er uøkonomiske og mænd er naturligt interesserede og kapable indenfor emnet, trækker den sproglige ramme måske tråde ind i virkeligheden og bliver normsættende for, hvordan kvinder og mænd ser sig selv og hinanden.
Se også: Skilsmisse og Økonomi
Men har det rod i virkeligheden? Nej. Alle kvinder kan finde ud af økonomi! Naturligvis har forplantningsorganer ingen indvirkning på evnen til at tilegne sig økonomisk viden og forståelse. Men er kvinder dårligere til at sætte sig ind i økonomi, eller er de uinteresserede i emnet? Hvis vi kigger på hvem, der besøger vores sammenligningsportal på Samlino.dk, er 64% af de besøgende mænd. Det betyder unægteligt, at der er næsten dobbelt så mange mænd, der går ind på Samlino.dk og undersøger, hvor de får de bedste priser og fleste fordele på bl.a. finans- og forsikringsmarkedet, som der er kvinder.
Kvinder stiller sig selv dårligere økonomisk
Vi vil nødigt generalisere, så ud over den generalisering, vi allerede foretager ved at opdele binært og sætte alle mænd og alle kvinder i kategori sammen, vil vi kigge på forbrugeradfærden statistisk. MEGAFON har nemlig undersøgt danskernes forbrugeradfærd på 13 markeder, og Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen har så udarbejdet en rapport med resultaterne. Ser man på tallene fra undersøgelsen, viser der sig en tendens. Den lille forskel er slet ikke så lille. Kvinder forsøger nemlig i mindre grad end mænd at forhandle sig til en bedre pris på de forskellige ydelser.
Når man ser på forbrugernes adfærd, viser det sig, at mænd langt hyppigere forsøger at forhandle sig frem til bedre priser og vilkår i banken, hos forsikringsselskabet eller hos deres teleudbyder. Til spørgsmålet ”Har du prøvet at forhandle med din nuværende bank om en bedre pris eller ydelse?” svarer næsten halvdelen af mændene ja.
Selvom der måske er gode penge at spare, hvis man går i dialog med sin bank, er det alligevel kun 36% af kvinderne, der har forsøgt at forhandle. Vi har en tilbøjelighed til at være loyale og forblive kunder i en bank, selvom det måske kunne være en fordel af sammenligne priserne på fx forbrugslån og billån på hele markedet. Men loyaliteten til banken kan også hænge sammen med, at det er vanskeligt at gennemskue markedet. I undersøgelsen viser det sig nemlig, at næsten hver fjerde kvinde svarer ”jeg ved ikke nok om banker til at vurdere, om jeg kan få en bedre/billigere ydelse eller service i en anden bank”, når det kommer til bankskifte. Det er en holdning, der kun deles af halvt så mange mænd. Derfor er det heller ikke overraskende, at en femtedel af mændene jævnligt undersøger, om de får de bedste priser og vilkår i bankerne, men kun 11% af kvinderne gør det samme.
Men det er ikke kun i banken, kvinderne er mindre tilbøjelige til at give sig selv de bedste økonomiske vilkår. Når det kommer til bilforsikringerne, siger 7% af de adspurgte kvinder, at de ikke forsøger at forhandle sig frem til bedre priser, fordi de ikke kan lide at spørge. Til sammenligning har kun 2% af mændene det på samme måde.
Tjek også: Giv din privatøkonomi de bedste rammer
En god økonomi giver mange flere frihedsgrader end et stramt budget og underskud på kontoen hver måned, så hvis kvinderne ikke bliver bedre til at interessere sig for deres privatøkonomi, stiller de sig selv i en økonomisk dårligere situation end mændene.
Bevægelsen “Kvindeøkonomien”
John Norden er initiativtager til den nye bevægelse Kvindeøkonomien. Han fik ideen til bevægelsen på folkemødet sidste år, da han i en debat med Lone Dybkjær ytrede, at kvinder er økonomiske analfabeter. Han fortæller, at udmeldingen først fremprovokerede en modreaktion, men at det efterfølgende endte med, at politikeren gav ham ret. Det handler nemlig ikke om kvinders kapacitet, men blandt andet om deres interesse og adgang til emnet. Bag bevægelsen Kvindeøkonomien står en række personer, både mænd og kvinder, som er engagerede i at forbedre kvindernes økonomiske forhold. Blandt de 40 ildsjæle er blandt andre Mette Reissmann, Charlotte Bircow, Lone Dybkjær, Camilla Hersom og Mette Fugl med ombord. Alle forsøger de at vække økonomidebatten til live blandt kvinder med en mission om at hjælpe kvinder til at sikre sig selv økonomisk og få mere ud af pengene. Det gør de ved blandt andet at give konkret viden og håndgribelige råd indenfor emne som investeringer, pension, topskat, aktier, rettigheder ved skilsmisse og meget mere.
Et af problemerne med debatten, er hvordan man italesætter økonomi. Man får talt henover hovederne på kvinderne, så det ikke får vækket fascinationen. Og det er problematisk, mener John Norden. Han bakkes op af sin kollega, Camilla Hersom.
”Selvom de fleste opfatter det sådan, at vi lever i et ligestillet samfund i Danmark, må vi bare konstatere, at kvinder ved mindre om deres egen økonomi, at kvinder interesserer sig mindre for deres egen økonomi, og at kvinder generelt har en dårligere privatøkonomi end mænd har, og det på trods af, at vi er lige så veluddannede som mændene” Camilla Hersom brænder for at få kvinderne tændt på pensionsopsparingen. For hvis man ser på kvinders pensionsopsparinger, er de mindre end mændenes – og det til trods for at kvinder i gennemsnit lever længere end mændene. I 2014/2015 var middellevetiden 82,5 år for kvinder og 78,6 år for mænd. Kvinderne lever altså i gennemsnittet 3,9 år længere end mændene, men har færre penge til at finansiere de ekstra leveår. Og det er et stort problem.
”Kvinder sparer mindre op, og det er der nogle helt klare årsager til. Nemlig at kvinder tjener mindre end mænd og derfor, selvom de sparer den samme procentdel op, får en mindre pensionsopsparing ud af det. Kvindeøkonomien har ikke som ambition at fortælle folk, hvordan de skal leve deres liv, men man skal være klar over konsekvenserne af de valg man tager.”
Når økonomi bliver lyserød
Der er allerede kommet en større interesse fra kvindernes side. Kvindeøkonomien afholdt for nyligt en konference på Christiansborg. Konferencen var udsolgt og størstedelen af gæsterne kvinder. Så kvinderne har en interesse i deres privatøkonomi. Chefkonsulent Robert Padilla Wolthoorn fra Djøf siger i et interview med Berlingske Business, at der er en langt større gruppe kvinder, der henvender sig for at få råd om løn og lønforhandlinger, end der er mænd. Og der er også flere kvinder, der tilmelder sig de lønkurser Djøf tilbyder sine medlemmer. Så kvinder møder også økonomiske udfordringer, når det kommer til lønforhandlingerne. Men det er ikke kun til lønforhandlingerne, kvinder synes, det er vanskeligt at kræve en højere løn. Tendensen er, ifølge Robert Padilla Wolthoorn, at mændene kræver en lønforhandling og –stigning, men at kvinderne ikke selv tager initiativet til at få en lønforhandling.
Læs også: 6 tips til en vellykket lønforhandling
Så hvis kvinder hverken har lyst til at bede banken om fordele, bede forsikringsselskabet om lavere priser eller spørge teleselskabet om et billigere alternativ, handler problemet måske i højere grad om penge, end det handler om økonomisk forståelse. Man kan vælge at hæfte sig ved, at kvinderne ikke er gode til at bede om højere løn, og man kan fokusere på, at kvinderne i højere grad søger fagforeningernes hjælp til at komme netop dette problem til livs.
Kvinderne skal op af stolen
Den finansielle branche, hvad enten der er tale om banker eller forsikringsselskaber eller pensionsselskaber eller realkreditselskaber er klar over, at der er en kønsslagside. Men tilgangen til kvinder har været præget af, at der er blevet taget nogle kommunikative greb, som har været et fejlskud. ”Branchen har haft en tendens til at tro, at hvis de skriver det hele med lyserødt, så skal kvinderne nok interessere sig for det. Det tror vi altså ikke på!” Derimod tror Camilla Hersom, at det kræver et gedigent spark i røven, hvis kvinderne skal op af stolen og ind i økonomien. “Man skal ikke patronisere kvinderne og give sig til at skære maden ud i små bidder, som de skal håndfodres med. Vi må finde nogle andre greb, og der tror vi på, at hvis man får tydeliggjort, hvor meget man kan få ud af at investere sine penge – så skal der sgu nok være nogle kvinder der forstår, det er en rigtig god idé.”
John Norden er bankuddannet samt HD og initiativtager til Kvindeøkonomien. Camilla Hersom er tidligere formand for Forbrugerrådet og tidligere medlem af Folketinget, og en af de 40 personer, der står bag Kvindeøkonomien.
Du kan altid starte på en frisk, og vi foreslår, at du sammenligner dine faste udgifter, så du hver måned kan spare nogle penge. Via vores sammenligningsportal kan du sammenligne produkter såsom bredbånd, mobilabonnement, bilforsikring og mange andre produkter. Under vores sammenligningsportal bliver selskaber som Kviknet, YouSee og Nykredit Forsikring sammenlignet på kryds og tværs.
Comments