Skal du ud at rejse til sommer, og har du endnu ikke bestilt rejsen? Vi har nogle gode bud på, hvor du kan tage hen! En ny undersøgelse fra Deutsche Bank viser nemlig, i hvilke lande du kan købe populære varer, såsom iPhone 6 og Adidas sneakers, billigst.
Billigst og dyrest
Det absolut dyreste land at holde ferie i er Australien, mens Indien er det billigste. Samtidig skal det nævnes, at det er blevet en hel del billigere at shoppe i Europa og Japan de seneste år, og at USA er det billigste blandt industrilandene.
Læs også: INFOGRAFIK: 7 genveje til billige flybilletter
Køb iPhone 6 i USA
I USA kan du købe iPhone 6 for $650, hvilket svarer til cirka 4.300 danske kroner, og det er dermed det billigste sted at købe en iPhone 6. Til sammenligning koster en iPhone 6 næsten dobbelt så meget i Brasilien.
Derudover er USA blandt de lande, hvor du kan købe et par Levi’s 501 billigst. De koster nemlig 360 DKK i New York men fås alligevel lidt billigere i Mumbai, Indien og Toronto, Canada, hvor de koster henholdsvis 226 og 280 danske kroner. I Hongkong, Singapore og Kina koster et par Levi’s næsten dobbelt så meget som i USA.
Læs også: Undgå kæmpe mobilregninger på ferien
Få klippet hår i Indien
Trænger du til at blive klippet, kan du blive det meget billigt i Indien, hvor en herreklipning koster 15 kroner i Delhi og 25 kroner i Mumbai! Hvis du skal til Zurich i Schweiz, bør du vente med at få klippet hår, til du kommer hjem igen – det koster nemlig 330 kroner.
Shop sneakers i Brasilien
Vil du gerne have fat i et par billige Adidas Super Star 2 trainers, skal du et smut til Brasilien, hvor de koster beskedne 330 kroner. Du får dem dog også rimelig billigt i Japan (415 DKK), Sydafrika (460 DKK) og Mexico (480 DKK), mens du bør holde dig fra at købe dem i Tyskland og Frankrig, hvor de koster omkring 865 kroner.
Så hvor skal du på ferie i år? USA, Indien, Brasilien eller et helt fjerde sted? Uanset hvad ønsker vi dig en god ferie, som forhåbentlig ikke ruinerer dig for penge!