SU-lån: Det skal du overveje

|Posted by | Alle opslag
Tags: , , ,

Skal man tage et SU-lån?

Når man studerer, er det ikke spor ualmindeligt at man på et eller andet tidspunkt optager et SU-lån. Et SU-lån er et lån som kun studerende på SU-berettigede uddannelser er berettiget til. Ifølge Statens Administration var antallet af danskere med et SU-lån i 2015 på flere end 450.000 personer. Og det tal har været stigende siden år 2010. Man hører ofte at SU-lånet er det mest favorable lån – og med et SU-lån kan man da også gå noget tid, uden at man skal betale noget tilbage. Men når studiet ophører og du skal ud og have dit første “rigtige voksen-job” begynder du samtidig at skulle betale af på lånet. Selvom renten ikke er høj, kan den månedlige ydelse være svær at finde plads til i budgettet. Så svær, at hele 8.000 danskere ikke får betalt deres SU-lån tilbage i tide.  Du bør derfor gøre dig flere seriøse overvejelser inden du optager et SU-lån. Vi guider dig igennem nogle af de vigtigste her.

Læs også: Budgettering på en lav indkomst

Hvad skal pengene bruges til?

Tager du et SU-lån for at kunne købe studiebøger til et helt semester, eller vil du i stedet bruge pengene på en tur til Thailand med kæresten? En ferie syd- eller østpå kan virke fristende, specielt i vinterhalvåret når det er blevet gråt og koldt og du sidder med næsen begravet i en bog – men låner du til forbrug, og er dit forbrug højere end din økonomi kan trække, så er sandsynligheden for at pengene bliver svære at betale tilbage tilstede. Som hovedregel skal man aldrig låne til forbrug, heller ikke når det drejer sig om SU-lån. Går lånet derimod til studiebøger, udveksling eller andre studierelaterede ting, kan man sige at det er en form for investering i din fremtid. Men er du i gang med at tage et SU-lån fordi du gerne vil have råd til en festival-tur, tøj eller byture, bør du nok stoppe op og genoverveje om det virkelig er en god idé.

Afbetaling

Når man studerer, forbereder man sig på den dag hvor eksamensbeviset er i hus og man kan begynde at arbejde. Der er stor forskel på hvor stor sandsynlighed der er for at finde job efter endt uddannelse, alt efter hvilket fag man uddanner sig indenfor. Tal fra Uddannelses- og Forskningsministeriet viser, at der fra 2007 til 2014 blev optaget 50 pct. flere studerende på de danske uddannelsessteder, og at 3 ud af 10 af de nye pladser blev åbnet på uddannelser, hvor over 15 pct. af de færdiguddannede var arbejdsløse et til to år efter endt uddannelse. Fag som antropologi, æstetiske fag og design, er eksempler på fag som møder en høj arbejdsløshed efter endt uddannelse. Står man med et SU-lån efter endt uddannelse, men uden job vil et lån være svært at betale af på. Derfor bør man allerede inden man optager et lån, overveje sine muligheder for at gå direkte i arbejde efter man afslutter sin uddannelse, og derved også sine muligheder for at kunne betale af på sit lån.

Læs også: Hvor sikrer du dig bedst mod arbejdsløshed?

Din tilbagebetaling af dit SU-lån skal starte januar, året efter at du har endt din uddannelse. Det vil sige, at hvis du ender din uddannelse i juni 2016, skal du først starte med at tilbagebetale d. 1. januar 2018. Starter du på en ny uddannelse, inden du har tilbagebetalt lånet, skal du først tilbagebetale resten af lånet efter at du har endt den påbegyndte uddannelse. Men har du mulighed det allerede undervejs i dit studieforløb, vil det i sidste ende kunne betale sig for dig at have lagt penge til side.

Læs mere: Betal din gæld af hurtigt – tilbagebetalingsstrategier

Kan din økonomi holde til lån med variabel rente?

Når man skal betale SU-lånet tilbage efter endt uddannelse, betaler man diskontoen plus en procent i rente. Det vil sige at renten følger Nationalbankens ledende rentesats, kaldet diskontoen. Så stiger diskontoen pludselig til eksempelvis 3 eller 4 procent, vil renten på dit SU-lån stige til henholdsvis 4 eller 5 procent. Lånet har altså en variabel rente. Det er vigtigt at du, inden du tager dit lån, gør op med dig selv om din fremtidige økonomi vil være stærk nok til at du stadig vil kunne tilbagebetale dit lån hvis renten stiger. Det kan derfor være smart at finde et lån med en fast rente, fra eksempelvis Bank Norwegian eller DER, hvis din økonomi ikke kan tåle en variabel rente.

Afviklingen af et SU-lån kommer med en fastlagt tilbagebetalingsplan. Men du kan ændre i planen som du har lyst til, så hvis du eksempelvis kan afdrage forud for 6 måneder af gangen i stedet for 2, vil du slippe for at betale renter, for de måneder du betaler forud. I øjeblikket er diskontoen meget lav og derfor er renten på lav SU-lån også meget lav, og derfor er det ikke mange penge du sparer ved at betale forud – men stiger renten på dit SU-lån, vil det være meget fordelagtigt at få afviklet lånet så hurtigt som muligt.

Læs også: Hvor meget gæld er for meget gæld?

Selvom antallet af danskere som ikke får betalt deres SU-lån tilbage i tide er stigende, er 8.000 personer stadig en forholdsvis lille del af det samlede antal danskere der optager SU-lån. Og sørger du for at lægge en fornuftig plan over tilbagebetalingen, kan du få afviklet dit lån uden at du behøver at give afkald på alt hvad der hedder biografture, shopping og ferier.

Hvis det kniber med at kunne tilbagebetale lånet, bør du blandt andet se dine faste udgifter grundigt igennem. Der er for eksempel ingen grund til at du betaler for meget for dine forsikringer eller for dit mobilabonnement. På Samlino.dk kan du heldigvis let og hurtigt se, om du kan finde et billigere abonnement eller en billigere forsikring!

 

Hvad tænker du?

Din emailadresse vil ikke blive offentliggjort. Påkrævede felter er markeret med *